Neutralisering af hund

Hunhunde kommer ikke nær så ofte i løbetid som hunkatte, så neutralisering er ikke så påkrævet for hundene som for kattene. Men har man en hanhund på samme matrikel, og ønsker man ikke at avle, bliver man nødt til at finde en løsning.

Neutralisering ved kastration af hanhund

Det mindste indgreb er en kastration af hanhunden, forudsat at begge testikler er faldet ned i pungen.
Hvis man er bekymret for, om hanhunden ændrer sin personlighed, er der mulighed for en såkaldt kemisk kastrering, som ophører med at virke efter hhv. et halvt eller et helt år. Der er dermed "fortrydelsesret", da man bare kan vente på, at effekten forsvinder.

Tilsvarende findes der P-sprøjter til hunhunden, som er hormoner, der skal gives hver femte måned. Her er risikoen for udvikling af livmoderbetændelse med tiden en faktor, der skal overvejes. For at reducere risikoen, er det vigtigt, at man begynder hormonbehandlingen midt mellem to løbetider.

Neutralisering ved sterilisation af hunhund

Ved sterilisation af hunhunden fjerner man livmoderen og som regel også æggestokkene ved en operation i bughulen. Derfor er indgrebet større end for hanhundene.

Bivirkninger ved neutralisering af hund 

Bivirkninger er for begge forøget sult, men som for kattene kan overvægt undgås via strategisk fodring. Endvidere kan for hunde med længere hårvækst ses en yderligere forøgelse af denne, så hundene kan få et ændret udseende.


For hunhunde, der har været steriliseret inkl. fjernelse af æggestokke, kan der ses inkontinens med alderen, da blærens lukkemuskel bliver svagere. Dette kan behandles.